En del af energiarbejdet tager afsæt i forståelse af magtkampe, som viser sig som dominans/manipulation/kontrol, der starter i barndommen, men også dysfunktionelle og fastgroede familiemønstre og kontroldramaer, der fortsætter i voksenlivet, indtil vi har fået gjort op med det, som vi kommer fra.

Planeter er rigtig gode til at forstå de mønstre. Planeterne bærer på traumer både i tid og sted. Hænderne giver den sidste dimension og bekræftelse på, at kroppen husker alle former for energier og først kan give slip, når du kommer til accept og anerkendelse.

Jeg opfatter planeterne i dit horoskop som energistationer, der bærer på din sociale arv, din frekvens samt historie. De er din bagage samtidig med, at de udspiller sig som aktive energistationer i nuet. Du kan vælge at fylde mere af den bagage i, som du kender – eller du kan vælge at heale/tømme den, som du trækkes ned af og dermed ændre/bryde med den sociale arv.

Findes der en genvej?

Det er ikke noget, som du bare lige gør. Der findes intet quickfix. Der findes ingen genvej. Men der findes en vej. Den vej ligger gemt i nuet, energien og ganske få minutter. Når noget er svært, så er det nemmeste at løbe væk eller blot reagere uhensigtsmæssigt. Den adfærd kender vi. Men fordi det er genkendeligt, behøver det ikke at være godt for dig. Energien vil, at du stiller dig midt i energien (når situationen opstår), trækker vejret og ændrer adfærd, så du formår at være i en højere frekvens.

Først her opstår der healing. Og først her ændrer du den bagage/energi, der ligger i dine planeter. Det vil give dig mod, styrke og anerkendelse. Jo flere gange du ”tør” – jo mere vil du opleve, at dit nuværende energifelt ændrer sig.

Der er et betydningsfuldt og lille ”men” her. For det er ikke, hvilken som helst energitype, der virker. Det skal være den højfrekvente, som du kender fra Neptun. Det skal være helt ren, fin og kærlig energi. Uden kontrol og magt. Også selvom du er rasende, jaloux, hævnlysten og bedrevidende. Hvis du ikke kan bruge den kærlige energi, så skal du lade helt være.

Der findes et utal af energityper. For at gøre det helt simpelt, så skelner jeg mellem 2 energityper. Den energi der løfter og får energien til at cirkulere. Den der løfter dig og får dig til at gengælde rent. Den du kender som anerkendende, lyttende og kærlig. Når der ikke er cirkulation, så tappes vi, og det giver en negativ følelse og træthed.

I princippet skal der blot lidt guidning til. Resten skal du gøre på egen hånd. Jeg skal ofte blot guide få gange. Jeg anser ikke energiarbejde, som noget, som du kan læse dig til. Det er hårdt slid, vågenhed og masser af kærlig energi. Uden den kærlige energi vil du ikke kunne løfte opgaven. Da vil du blot føre arven videre til næste generation.

Energiforståelse – når vi har et fælles ansvar

Vores verden skriger som aldrig før efter energiforståelse. Du er og jeg er vigtige brikker i det puslespil. Alle er vigtige brikker. Vi lever mere eller mindre i og med disse energioverførsler konstant. Vi tømmer os som aldrig før. I virkeligheden så afslører vi blot, hvor slemt det står til med egen udviklingen.

En tømning af energi foregår meget ubevidst. Hvis du ikke er bevidst om det, så modtager du en andens affald ude at tænke over det. Det eneste du registrerer er, at du påvirkes. Et eksempel jeg hører ofte, er fra jer klienter, der fortæller, hvordan et andet menneske kritiserer jer, sætter jer på plads eller kontrollerer jer. Det er lige præcis den energioverførsel, jeg beskriver her. Når et andet menneske kritiserer dig eller andre, så kan du være sikker på, at det intet har med dig at gøre. Og du kan være sikker på, at vedkommende har en ubalance, som skal placeres (tømmes/overføres) til dig.

Når din ubalance er ramt!

Når du har en smerte, lidelse, irritation eller blot noget, som trigger dig, så har du en ubalance, som du skal have kigget på. Samtidig skal du huske, at det du projicerer (ser i andre), er det du mangler at tage dig af. Dine følelser fortæller, hvordan det står til med alle dine ”overførsler”. Har du en følelse på en anden person, så har du en projektion. Samtidig skal du huske, at bliver du følelsesmæssigt påvirket af, hvad andre mennesker synes om dig, så har de ramt din ubalance. Din ubalance kan kun heales af dig – og i dig.

Børn bliver ofte ofre for disse tømninger. De påvirkes som aldrig før! Du ser det som mor eller far, når dit barn pludselig hjemme bliver ked af det eller vred uden, at der reelt er noget synligt galt. Dit barn ønsker at få “afleveret/tømt”, det der ikke blev løst i nuet. Mit bedste råd er under tømningen – få ord og masser af højfrekvent energi i form af nærvær, ro og kram. Først bagefter kan I tale om dagen.

Der findes nogle ret vigtige perioder af et menneskes liv, da det herfra er en gentagelse af det, vi erindrer og som ligger i vores felt. Den første vigtige periode er fra 0 til 7 år. Det er vores første møde med de 4 elementer i horoskopet. Det er grundelementerne.

Energiforståelse – hvilke værktøjer?

Cyklus beregninger, oversættelse af planetens grad til tid, planetens grad oversat til livslængde, gentagelse i linjerne i hænderne og linjernes samhørighed er den indgang, hvor jeg får den største viden. Desuden kigger jeg tilbage i tid, hvornår den største, men også første ø i hænderne var samtidig med, hvornår du havde den første svære transit i dit horoskop.

Det er aldrig for sent at kigge tilbage. Det er aldrig for sent at stoppe op i nuet. Uanset alder. Det vil være til gavn for vores kære Moder Jord, som vi skylder at behandle pænt. Forhåbentlig kommer miljøpsykologi på skemaet allerede fra vores fostertilstand.

Læs mere på denne blog
Følg med på Instagram eller Facebook
Ønsker du at arbejde intenst med traumer & krop, så anbefaler jeg en Astrologisk Coaching med healing: Healing